Skærpet straf – er det vejen til ændring af adfærd?

Mon det er det, der er formålet? At ændre adfærd og satse på, at det sker gennem en (trussel om) skærpet straf? Eller er det faktisk et ønske om at sikre den tidlige og forebyggende indsats, så børn får den hjælp, de har brug for? Jeg vælger at tro på det sidste. Altså at fokus er på at sikre tidlig og rigtig hjælp til børnene. Jeg håber i hvert fald, at det er det, der er hensigten.

Regeringen (V, LA og K) har indgået aftale med S og DF om ‘Skærpet straf for pligtforsømmelse for ledere i offentlig tjeneste eller hverv. Det er godt. Det skriver jeg om i dette indlæg.

Aftalen omfatter også obligatorisk læringstilbud til 1-årige i udsatte. boligområder. Det er helt galt! Det har jeg skrevet om i tidligere indlæg.

#børnharret

Lad mig sige det straks fra start – jeg er glad for den her skærpelse af straf. Fordi det er en straf for at svigte børn, der har brug for hjælp. Den slags skal koste. I dag kan det koste op til 4 måneder i fængsel. Fremover skal det kunne koste op til 1 år i fængsel – for ledere.

Hvad handler det om?

Det handler om børn. Børn, der ikke har det godt og som har brug for hjælp.

Det handler om, at voksne, der er bekymret for et barns trivsel, har pligt til at underrette de sociale myndigheder i kommunen, så det kan blive undersøgt, hvad der er årsag til, at et barn ikke trives. Og afklaret, om der er brug for en social indsats omkring barnet og familien.

Det handler om, at ledere i offentlig tjeneste eller hverv har et særligt ansvar. Fx lederen på en skole eller i et andet dag- eller døgntilbud for børn og unge 0-18 årige.

Hvorfor er det vigtigt at skærpe straffen?

Det er det, fordi det er et alvorligt svigt at forsømme underretningspligten. Det skal afspejles i strafferammen.

Det er det også, fordi der stadig er områder, hvor der ikke underrettes nok. Der er miljøer, der lukker sig om sig selv. De hævder at de ikke ser problemer hos børn, eller at de fint selv kan håndtere problemer og sikre hjælp til børnene. Men det kan de ikke. Og det må de ikke. Serviceloven § 153 er så tydelig og klokkeklar på det her område. Lovteksten finder du længere nede på denne side.

Voksne har pligt til at sørge for, at børn får den hjælp, de har brug for. Så det er helt på sin plads med en straf, der kan mærkes, til voksne, der svigter børn.

  • Skærpelse af straf er ok, når det er et signal om alvoren af det svigt, der straffes for.
  • Skærpelse af straf er ikke vejen til adfærdsændring.
  • Adfærdsændring kræver vilje og vedholdenhed. Indsigt og erkendelse.

Nogle gange er det nødvendigt med et ekstra velplaceret spark for at for at nå til den erkendelse, der kan føre til ændring af adfærd. Mon ikke den skærpede straf bidrager til det?

Hvis erkendelsen og ændringen også fører til ændret kultur på hele arbejdspladsen, så man fremover underretter straks, som loven gør det klart – så er det en ren win-win.

Tidlig og rigtig hjælp til børnene. God samvittighed og ingen straf til de voksne, som sørgede for at underretningen kom afsted straks.

Det er sundt for alle – og for alt, også for samfundsøkonomien. Men det er en helt anden historie. Den tager vi en anden dag.

 

Tjek denne video, hvor kloge fagfolk fortæller om deres erfaringer med underretning og hvor jeg kloger mig udi §’erne.

Aftaleteksten finder du her: http://socialministeriet.dk/media/19171/aftaletekst-om-obligatorisk-laeringstilbud-og-skaerpet-straf.pdf

 

Serviceloven – om skærpet underretningspligt:

§ 153. Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage,

1) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte,

2) at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold,

3) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten, eller

4) at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.

Stk. 2. Børne- og socialministeren kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold eller grund til at antage, at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter denne lov. Børne- og socialministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre grupper af personer har underretningspligt efter stk. 1, nr. 2, i forbindelse med aktiviteter uafhængigt af deres erhverv.

Spread the word. Share this post!

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *